OBOLEN ❧
106
Carlsens Stemme lød bag ved ham, pludselig febrilsk:
„Men forstår De det — forstår De, hvorfor i al Verden han —“
Bache stirrede på Kameen længst nede i Hjørnet; trods Skumringen skælnede han tydelig det velkendte Relief: Oldingen, der vaklende stiger op i Karons Bådstavn og med skælvende Hånd rækker Færgemanden Livets sidste Obol.
„Den sidste Obol —“ mumlede han tonløst.
„Hvad? hvilket?“ Carlsen trådte et Skridt frem med Piben i Hånden. Bache hævede Hovedet, og idet hans Blik gled hen over Skovkronerne mod Himlens lavt hængende Skyer, sagde han, og hans Stemme blev med Et forunderlig højtidelig:
„Den Obol, Doktor Carlsen, vi alle må række Livet, før det slipper sit Tag i vort Sind — Beviset for, at vi dog ikke har levet vort Liv på Jorden helt forgæves, men dog i det mindste har fæstet Bo i et Menneskehjærte — Obolen, vor sidste Hilsen til vort Liv“.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
BEATI POSSIDENTES
Første Fortælling
et gullige Lys fra Kærterne i de høje
Marmorstager faldt flimrende ud over Fru Birgitte Høg,
som hun sad dér bøjet frem mod Klaverets
snirkelsnoede Nodestol, over hendes svære, endnu
fuldkommen sorte Hår, som dækkede blødt om den lave
