107
❧ BEATI POSSIDENTES
Pande ned over de hulede Kinder. Øjnene lyste frem under de løftede Brynbuer, og Munden dirrede med halvskilte Læber. Den krumme Næse stod skarpt imod Lysflammen, mens Hænderne fløj hvide og hastige nede over Tangenternes pletvis lysende Tandgar. Musiken bølgede i skælvende Stød gennem hele hendes endnu så ungpigeslanke, sortklædte Skikkelse — hun ligesom sugedes ind imod den Malstrøm af Toner, hendes Hænder tvang op fra Klaverets skjulte Sangbund.
Fru Birgitte spillede — ene fremme i Lyset, i hvis yderste Kres Direktør Høgs grånede Hoved og sejrsrolige Cæsarprofil skimtedes, let sænket i Lytten med den hvide Herskerhånd støttende den krøllede Tinding.
Cigaretgnisterne glødede pletvis frem af den store Salons plysfyldte Mørke — foroverbøjet i Lænestole, siddende på Ottomaner eller stående op med Ryggen mod Palmetræernes Støttestammer lyttede Selskabet opmærksomt — atlaskhvide Damer og skjortebrystede Herrer, Storbyens fornemste Familier, alle med Øjnene rettede frem mod Lysene ved Klaveret.
Fru Birgitte Høg spillede, en Chopinsk Nocturne. Og det kogte under hendes Hænder af Vandes Syd, det myldrede og trængtes, frem og op, det forlokkede og forjættede, det truede og skreg, brast løs i Mørket som en Storm, voldtagende, bortførende — for så pludselig at kaste sig om i vildeste, hivende Hulken, Begærets Rallen, Afmagtens Krampetrækninger, vridende sig i Tortur hid og did under Hvæsen og Stønnen — Elskovs Hexeskud, Elskovs Mareridt — til der med Et svulmede frem en uhyre, purpurrød Blodets Rose, blussende og svulmende af alle Blades Brand, bestan-
