BEATI POSSIDENTES ❧
108
dig voxende som af et Hjærtesårs udvældende Blod — stirrende glødende i Mørket som et brændende Øje — — —
Det raslede henne i Mørket — en Stol faldt omkuld — der lød hastige Trin hen over Gulvets tykke Tæppe, en høj, bøjet Mandsskikkelse skød frem imod det glødende Øje — — Fru Birgitte vendte sig på Taburetten, i et Nu, i Kærteglansen — — som trukket imod ham — Hænderne larmede endnu på Klaveret. Hvad — hvad nu — der gik en urolig Bølgen gennem Selskabet bagved — hvem var det? — Å, det var jo den tilrejsende, udenlandske Herre — Udenlandsk? Nej, men da, husker De da ikke — da Fru Høg i sin Ungdom — hun var jo forlovet — og — — — Du min Gud, var det ham? — Ja, og man siger — — men De forstår, da Direktør Høg kom — et sådant Tilbud — — Ja naturligvis, men — — Der brast et Brus fra Klaveret, som udslyngede det al sin Kraft. De to Skikkelser derhenne sugedes mod hinanden — som to Bølger, der mødes, gled de ind i hinandens Favn.
Alle Gæsterne havde rejst sig, stirrende — som målløse — —
Lysene futtede og futtede i de høje, kolde Marmorstager — kun nede fra Ørsteds Vej Suset af en elektrisk Sporvogn — og Kyssenes Ild — og endnu glimtende for Gæsternes Øjne Glansen af en flammende Musik —
Da så de et Ansigt, ligblegt — Direktør Høgs — fremme i Lyset, stirrende med glasagtige Øjne, stirrende som i Vanvid — besat — —
Der løb en Rystelse gennem Selskabet — Herrerne knugede Hånden om Kjoleopslaget, Damerne kram-
