109
❧ BEATI POSSIDENTES
mede deres Lommetørklæder — her i dette Hus — men hvor kunde de dog også falde på at indbyde ham, den forstødte, forjagede — men når han var forstødt, forjaget og — så mange År siden — snart fem og tyve År — og Direktør Høg, Almagtsmanden.
Pludselig brast den sammenslyngede Skikkelse ved Klaveret, den blev til to — og tumlende veg den Fremmede tilbage, med Hånden løftet mod Panden — Lyset faldt lige ind i det magre, skægløse Ansigt med de stirrende Øjne og den halvtåbne Mund — et Ansigt blændet som af en overjordisk Glans, sanseløst betaget.
Fru Birgitte sank langsomt bagover mod Klaveret, endnu med de dirrende Hænder udstrakt, med Øjnene i Flammer.
Og i den dødsstille Ro kun de høje Lys' Futten — og fjærnt borte de elektriske Vognes Sus — og stadig de tre Skikkelser derhenne, de to lænet angst, betaget bort fra hinanden — som havde der løftet sig et Flammesværd i Midten. Og derover det stirrende Ansigt med det svære, rejste Hår og de glasagtige Øjne. Og stadig fjærnt i Luften den hendøende Klang af en kogende Musik.
Sâ sank pludselig Gæstens Skikkelse sammen — som sluktes Glansen om ham — vendte sig med Ansigtet ned i Hænderne og vaklede langsomt, som med knækket Ryg, bort over mod Døren, bort ud i Gangens Mørke.
Der gik et Stød gennem Fru Birgittes Skikkelse — som dreven af en Fjer rejste hun sig og svævede tværs over Gulvet ind under en Portiere, der bølgede tungt og lukkende i efter hende.
Du min Gud — hvorfor — hvorfor — og hvorledes?
