I DEN SIDSTE NATTEVAGT ❧
116
ner, når han sad der henne i den store Lænestol med de brede Armlæn og førte sine lange, ordløse Samtaler med Heden — hang han endnu ved noget jordisk — var han ikke træt og længselsfuld efter Hvilen — jo, Hvilen — men — —
En Febergysen foer igennem ham, hans Hænder krummede sig om Tæppet. Hjærtet slog højt og voldsomt — — Dø, dø ensom — uden en Hånd i sin, uden to medlidende Øjne i sine — å disse Ildblikke derude — hvor de stirrede og stirrede — som ventede de ene på, at han skulde dø — — Så, så — han lukkede mødigt Øjnene — han kendte det jo: den gamle Ild, der ikke vilde slukkes, den gamle Orm, der ikke vilde dø — — så, så — vær nu stille, om lidt behøvede han jo ikke mere at frygte og savne, om lidt var det hele ovre — så betød det ikke noget for ham, om han havde kæmpet de sidste Øjeblikke igennem alene, eller i en kærlig Favn — —
— — Tusmørket gled over i Skumring, og han døsede langsomt hen — — —
| — — — |
Kom i den sidste Nattevagt |
Han foer op — hvad var der — var det der nu? — — Nu var det helt mørkt omkring ham — han så ud ad Vinduet — Ildstriben var krøbet sammen til en smal, glødende Strimmel, i Sumpene ulmede kun en sluknende Gnist — ja, så var det snart forbi —
Han støttede Panden i Hånden — han havde været langt, langt borte — han huskede dunkelt, at han havde set Debora der henne i Døren, hendes lave, brede Skikkelse og det store, runde Hoved, og at han havde
