117
❧ I DEN SIDSTE NATTEVAGT
rejst sig i Sengen og skreget og truet hende ud: „Gå! Gå!” — han hørte endnu i sine Øren hendes forfærdede: „Hellige Nikolas!“ og Dørens Smælden i — men det var rigtigt — det var godt — så fattig vilde han ikke være, at hun skulde være den eneste ved hans Dødsleje — — —
| — — — |
Kom i den sidste Nattevagt |
— det gamle Salmevers derhjemme fra Barndommens mørke, ovnlune Præstegårds-Stue — fra det gamle Føde-Land, hvorfra kom det nu til ham, her hvor han lå fjærnt og ene i Podolien og skulde dø?
— i en af mine kæres Dragt —
Han prøvede på at smile, sit vante, træne, bitre Smil, men det blev til intet — han krympede sig sammen og bøjede det gråhårede Hoved ned mod de spidse Knæ — frem og tilbage rokkede han —
— i en af mine kæres Dragt —
— ja, da var det ingen Sag — —
Han så op og greb pludselig fat i Sengekarmen — på en Stol ved Siden af sad der en — — en foroverbøjet Skikkelse, i lange Klæder, med Hovedet sænket og Hænderne foldede i Skødet.
Så han Syner — eller var det — var det — Døden? — han strakte den skælvende Hånd ud — da så Skikkelsen op — det var hende —
Han sad som lammet, oprejst i Sengen og stirrede — hende — hende —
Hendes Øjne mødte hans, klare og stille — som Vandspejle i Høst — Håret lå i de vante, dunkle Bøl-
