I DEN SIDSTE NATTEVAGT ❧
118
ger om den skære Pande under den fremadtrukne Hætte, hendes Hænder lyste i det mørke Skød.
Det stod stille i hans Hjærne, den var som tom — men med Et fyldtes den af et kogende Brus — hans magre Hånd løftede sig truende — han rystede over alle Lemmer, Stemmen kvaltes hæst i hans Strube — her kom hun — her i hans Bo — i denne Time — —
Han mærkede hendes Hånd på sin.
„I en af dine kæres Dragt —“ hviskede hun ømt og tyst — som et vissent Blad, der risler.
Han slog efter hende med knyttet Hånd:
„Gå, gå — det er ikke sandt — dig behøver jeg ikke at følge!“
Hun bøjede Hovedet, jomfrueligt mygt og stille, som han kendte så vel, fra de var unge, når hun angrede sin Ungdoms Overmod, og hans Livsangsts bitre Bebrejdelser piskede hende som Skorpioner — var det muligt — blødte hans Hjærte endnu ved den angerfulde, forknytte Bøjning, der havde bedraget ham de utalte Gange?
„Hvorfor er du kommet?“ hviskede han hæst.
„Fordi jeg måtte.“
„Hvorfor kom ikke de andre, der døde, men du, som kun har gjort mig ondt?“
„Just derfor kom jeg.“
Han sank tilbage i Puderne — men da faldt pludselig en Tanke som en svidende Ildgnist ned på hans Sjæl — han greb vildt efter hende.
„Men du — hvor kan du komme — er du da — er du — død?“
Hendes Øjne stirrede fulde og tunge på ham Hænderne foldedes i Skødet:
