119
❧ I DEN SIDSTE NATTEVAGT
„Ja,“ hviskede hun, „ja.“
Død — død — hun — men levedes da Livet mer derude?
Et Ansigt bøjede sig over ham — han så hendes milde Øjne — så milde og ømme som i Ungdommens Dage, når de var lykkeligst sammen.
„Sørger du over, at jeg er død?“
„Jeg forstår det ikke.“
„Så er jeg dog en af dine kære?“
Han stirrede på hende: „Den kæreste“ hviskede han.
Hun bøjede sig dybere ned over ham — han mærkede hendes Ånde — men ikke mere varm, ikke fyrig som i Ungdommens Dage, da den skræmmede ham — kold som Vandliljer, ikke hed som Nelliker og Roser — deres Øjne mødtes, og da forstod han hende og Livet — — —
„Og så må du alligevel følge mig?“
„Ja, så må jeg følge dig“.
Hun bøjede sig helt ned over ham, og hun, som én Gang havde kysset Livet på hans Pande, kyssede det nu bort. Og hun forsvandt som en Skygge i Natten.
Så blev alting stille — kun et Øjeblik glimtede det hvidt i den mørke Himmel — et hæst Skræp skreg gennem Stilheden — det var Snegåsen, som drog sydover. Lidt efter kom Månen op, den tændte Sumpene med sin blege Lue, og strax efter stirrede to blåkolde, store Øjne søgende ind i den tomme Stue. Men de fik intet Svar, han lå lykkelig, død, i sin Seng.
