DET SORTE ANSIGT
er stod en stjærneklar Nat over Betlehem. Højt
og ene sov den hvide Stad på sin Tinde; rundt
om gennemkrydsedes den stjærneblinkende Horizont
af de sorte Bjærghorn, kun mod Øst stod
Himmeldybet åbent over Juda Ørk; langt dernede brændte
Beduinernes røde Vagtbål som Ildfluer i det dybe
Mørke. Ingen Lyd hørtes i Betlehems krogede Gader,
hvert Lys var slukt og hvert Menneske på sit Leje
at sove. Kun uden for Byporten, hvor Vejen fra
Jerusalem kom op over Bankerne, skinnede det ud i
Natten. Dér lå et lille, ensomt Hus, muret af Sten, med
en Palme ludende over det flade Tag. Udenfor, under
Portens hvælvede Bue, stod tre højtpuklede Kameler,
Side om Side, med fuglestrakte Halse og svagt
gumlende Læber, sammensunkne i de knoklede Knæ.
Sadlernes Guldbeslag og Ridetøjets Kæder glimtede i
Skæret fra den åbne Dør.
Derinde knitrede et mægtigt Bål på det stampede Lergulv, den blålige Røg kresede under Loftet, forfulgt af de jagende Flammer.
På en Kiste foran Ilden sad Maria, spinkel og blond, bøjet over Barnet, smilende i lønlig Lykke. Barnet lå krøbet ind til hende, svøbt i den hvide Fåreuld, med det lokkegyldne Hoved presset mod hendes Bryst. Han havde knyttet de spæde Hænder under Hagen
