DET SORTE ANSIGT ❧
124
og sov med sagte Pusten. Bagved, i Skyggen, vågede Josef over Moder og Barn.
Rundtom lå Hyrderne på Knæ, lænet over hverandres Skuldre, kække, skarpe Profiler med mørkt, krøllet Hår og halvåbne Munde. Deres lange Stave ragede op i forvirret Virvar. Alles Øjne søgte den sovende Frelser.
Men foran Marias Fod knælede de tre Fremmede, de vise Vandringsmænd fra det fjærne Østen.
Der lå Melkior i sin side Kåbe, hvor Sol, Måne og alle Stjærner flammede i Guldsting; han bøjede sit turbanprydede Hoved, det Snehvide Skæg hang ned til Gulvet. Ufravendt og forskende stirrede han på Verdens tilkommende Konge. Baltasar sad ved hans Side, halvtoprejst, rank og spænstig i sin perlegnistrende Kjortel, med det unge Åsyn overskygget af Hårets rødgyldne Brus. Han smilte svagt, hans blå Øjne hvilte på Maria. Men bag ved i Mørket lå Kaspar, Morlænderen, bøjet mod Jorden med de plumpe Hænder for sit Ansigt — kun hans Negerhår strittede i Vejret.
Omme bag den lave Mur ved Bålet lå Fårene og sov i ulden Klynge, en langhornet Ged blinkede årvågent ud i Rummet.
Ilden brændte, og Røgen kresede; de hørte kun deres egne Hjærter banke og Barnet ånde.
Da prustede en af Kamelerne udenfor, dens Lædersål skrabede, så skrød dens hæse Røst.
Der gik et Stød gennem dem alle, Barnet rørte sig, drejede sig rundt på Marias Skød og slog Øjnene op.
„Hosianna! Hosianna!“ mumlede Hyrderne.
Melkior bøjede sig længere frem, og Kaspar skottede frem bag de andres Rygge.
