125
❧ DET SORTE ANSIGT
Barnet smilte til Hyrdernes unge, solbrændte Åsyn og mørke Lokker, dets Øjne fangedes af Baltasars luegyldne Hår og Perledragt og lyste ved Synet af Melkiors hvide Skæg og guldstukne Kåbe — Og som til det skønneste af alt så han op i sin Moders Ansigt. Hun kyssede smilende hans Pande.
Men da sad han med Et ret op på hendes Skød, stirrende med stive Øjne — han havde set Morlænderen.
Han rakte sine Arme ud, hans Tårer perlede.
„Å — å —“
Kaspar dukkede sig atter hurtigt mod Gulvet, men Jesus blev ved at række og stamme:
„Å — å —“
„Kaspar, det er dig, han kalder på,“ sagde Melkior og veg til Side, han rynkede utilfreds sin furede Pande. Baltasars røde Mund fortrak sig hånligt, og Hyrderne så spørgende på hverandre: Hvad vilde Israels Frelser Kams og Kanaans forbandede Æt?
Men Kaspar bøjede sig hen til Jesus, usikkert smilende med sine tykke Læber. Barnet greb ham kærtegnende om Kinderne og stirrede forundret ind i disse dumpe, ligesom blinde Øjne. Så begyndte han ivrigt at klappe og stryge den matsorte Kind, klappede og strøg med sine spinkle, hvide Hænder, strøg og stirrede — men det Ansigt blev lige sort.
Da slap Jesus Morlænderen, stirrede endnu en Gang på ham, undrende, løftede så Hænderne og kastede sig i skærende Grad ind til sin Moder Maria.
