31
❧ FREJA
„Ja, Freja, lad mig gå, lad mig gå!“
„Ødur, hver As bliver hos sin Viv, hver Mannheims Søn hos sin Kvinde, men du — du forlader mig.“
„Freja, let, let kan de blive hos deres Kvinder!“
„Ødur — du krænker mig hårdt!“
„Freja, du fatter mig ikke — — jeg fyldes med Nid imod dem.“
„Ødur, du rige — Nid? — imod dem?”
„Ja, Freja — ti deres Hjærter søger.“
„Hvad søger de, Ødur?“
„Freja, de søger — de søger det, de aldrig finder, Kærligheds vældende Kilde — de fanger ikkun de stænkende Dråber.“
„Jamen Ødur, du som fandt Kilden selv — du, som ejer mig, ejer Kærligheden selv — —“
„Ja jeg, Freja, jeg omkommer, omkommer i dine Arme; som Kilden kvæler den bundne, kvæler dine Kys min Mund — giv mig fri, giv mig Luft — Freja, giv mig Himmeldybets Tomhed og Fred — giv mig Ensomhed og Længsel — Freja, giv mig fri!“
„Ødur, Ødur, skal da jeg, ene jeg savne den, som jeg elsker?“
„O Freja, høje Freja, var du ellers Kærligheden selv?“
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
HUGIN OG MUNIN
er mødtes to Ravne i den bælgmørke
Fimbulnat, i Himmelhøjdens Tomhed og Kulde.
Som sorte Kugler skød de frem af Mørket, den
