HUGIN OG MUNIN ❧
32
ene fra Nord, den anden fra Syd. Deres Fjer var støvede af Rim, deres blåsorte Vinger slog, de spilede deres blodrøde Gab, deres Øjne funklede i Mørket som klare Stene, den enes gule, den andens grønne. De kresede om hinanden og baskede og skreg.
Det var Hugin og Munin.
Dybt under dem skimtedes som svære, grånende Hoveder Skredshøs og Skrimskollams snefonnede Tinder.
Munin hvæste, det sprudede gult fra dens Øjne, dens Svælg gabte som en Flamme i Natten:
„Jeg mælder ondt, jeg mælder ondt! ved Edderkilden Hvergelmer var jeg, den sydede med eddersort Gift, Blod regnede fra Urtræets Grene, fra Ygdrasils Ask — Mørke så jeg, Mørke og Blod — Hel åbner sine knagende Porte. Ginungagaps Tomhed venter — jeg mælder Nat, jeg mælder Død — Livet skal forgå, Balder skal dø!“
Men Hugin steg og sank, grønne lyste dens Øjne.
„Jeg mælder godt, jeg mælder godt! hos Nornerne var jeg, hørte Ord fra deres Mund, skuede dybt i Urdas spejlklare Væld — Idas grønne Sletter så jeg, Guldtærninger tindred i Græsset, en solrød Morgen fødtes over den dugfulde Jord — jeg mælder Dag, jeg mælder Liv — Livet skal blomstre, Balder opstå!“
Munin dukkede sit Hoved med det tunge Næb i sin Fjerdragts rimhvide Pels, dens gule Øjne luktes til tvende smalle Striber Svovl:
„Hvad jeg så, er sandt — jeg hvisker i min Herres højre Øre, hvad jeg så.“
Men Hugin svarede:
„Hvad jeg så, er sandt — jeg hvisker i min Her-
