ANADYOMENE
ng Antropos kom springende ned over Kyperns
Søfjælde. Lokkerne fløj ham om Ørene, og den
hvide Kappe flaxede over Ryggen. Nedenfor kunde
han høre Havet bruse og plaske, men hans Øjne
havde nok med at styre Føddernes Spring ned ad
den nøgne, bratte Klippeskrænt. Alt som han sprang,
løste han Kappen fra Skuldren, svang den højt op
over Hovedet i den nøgne Arm og foer videre ned
ad i den korte Lærreds-Kiton.
Frem fra Fjældet krogede sig et knudret, gammelt Oliventræ, hvislende i Blæsten med sit Sølvløv. Antropos styrede mod det, tørnede mod Stammen, greb fat i en Gren og standsede forpustet. Med Foden i et Klippeskår blev han stående og stirrede ud over Havet. Hans hvælvede Bryst gik i hurtig Pusten, og Rødmen glødede hans Kinder. Det brune Lokkehår fløj ham ned i de mørkeblå Øjne, løsnet fra Panderingens glatte Guld.
Havet larmede mod Bredden, så Fjældet rystede under ham, det lyste af Skum og gnistrede af Sol. Tusinde Soløjne flammede mellem de dansende Skumtoppe helt ude fra den blå Horizont og i myldrende Vrimmel til Brændingens Snestorm.
Måger kæmpede og skreg i Blæsten.
Antropos' Øjne spillede; i et Tag rev han Kitonen af sig og strakte sit nøgne Ynglingelegeme i Solbadet,
