ANADYOMENE ❧
38
så Musklerne svulmede. Så fik han Vejret og satte i et trilrende Skrig, som reves bort fra hans Læber. Med Kappen og Kitonen flyvende i Hånden sprang han ned ad det sidste Stykke Fjæld, til han åndeløs tumlede om på det brune Tangdække. Dér raslede en grøn Busk, blomstrende af bittesmå, røde Roser.
Han fik Sandaleme spændt af, Tøjet kylet til Siden, og i et Spring var han ude på Bredden. På en Sten blev Antropos et Øjeblik stående og så ud i Bølgernes vilde Forvirring. Skummet sprøjtede over ham, så Vandet silede ned ad hans Lemmer og dryppede af hans Hår. Men han lo, knugede Guldringen fastere om Panden og strakte Armene ud til et Spring ind i Brændingen.
Da — hans Hånd fløj til Øjnene — — derude — midt i Bølgegangen et langtflyvende Kvindehår — nej, nej, det var Solen, som lyste på Fråden — men nu — han gav et Hop på Stenen — en Bølge brast over i Skum — to hvide, højtløftede Arme sprang frem, et bøjet Kvindehoved, omflagret af Hår, dukkende op, dukkende ned — — og med Et — store Zeus! — båret oppe af en mægtig Bølge en Kvinde, skinnende nøgen mod Himlens Blå og det fremvæltende Havs lyse Grønne! I samme Nu var hun dukket under og forsvundet.
Hans Hjærte hamrede, så Brystet skjalv — så han Syner eller — — Dér! dér! dybt i den vildeste Brændings væltende Fos — et Ansigt, to gøglende Øjne, to vinkende Hænder — — — Der slog en Bølge mod Stenen, så han mistede Synet — Da han atter så, lå hun på Knæ nede på Sandet, med Øjnene stirrende på ham, og de skumperlende Bryster gyngende mellem de udstrakte Arme.
