39
❧ ANADYOMENE
Han tumlede ned imod hende, sloges omkuld af Bølgerne og rullede ud på Sandet — to våde, kolde Arme slyngedes om ham, han så et Glimt af et elfenbensfint Ansigt, en åben, rød Mund og to glitrende, grønne Øjne — så gled de udad med de tilbagestrømmende Vande, knugede Favn i Favn.
Han søgte efter hendes Mund og stødte mod den, så Tænderne klang. Midt i Bølgernes Kulde flammede der Ild i hans Blod af det Kys, han vilde igen — da han pludselig følte det svimlende Dyb under sig, han kæmpede voldsomt med den ene Arm, men hun hang om hans Hals med Armene krystede om ham, presset imod ham, så hans Ånde forgik, med Benene snoet ind gennem hans, han drejede sig rundt, det sortnede for ham, han sank, med hende i Favnen — da hun pludselig var borte.
I et Sæt var han oppe, stirrende omkring sig — dér, hendes Nakke, hendes Skuldre — han foer efter hende, de fløj gennem Skummet som Delfiner, han sansede hendes rosenrøde Legeme, hendes flygtende Hæle gennem det bleggrønne Vand — så holdt han hende atter klemt mod sig, en Bølge gik over dem, men han havde klamrende fast om hende, vuggende mod hende, hendes Øjne flimrede i hans, Bølgerne tordnede i deres Øren — — — En Hånlatter skingrede gennem Larmen, hans Favn fyldtes af Skum, han forgik i Skum, salt så Øjnene sved, og Munden brændte, han greb til og greb i Skum, sanseløst hvirvledes han omkring, Bølgerne slog ham i Ansigtet, så Syn og Hørelse forgik, Vandet trak i hans Ben, han stred imod, men hans Arme var brækkede, hans Ryg var brudt, et vandkvalt Skrig, og han gik til Bunds.
