55
❧ PYGMALION
lod Guderne det Menneske bøde, i hvis Hånd de lagde Skabermagten.
Livets Nektarskål havde de taget fra hans Læber, Livets rødeste Roser af hans Hånd, kun det hvide, kolde Marmor havde de ladet ham tilbage, og det aldrig hvilende Arbejd, indviet til deres Forherligelse, til at skabe deres høje Billeder for Menneskenes tilbedende Slægter på Jorden.
Men nu endelig — han så op — nu havde de saligt levende Guder, de hellige olympiske Ni, lovet ham Lønnen for den Ungdom, de havde taget fra ham og bøjet til Arbejd for sig. Og havde han længe savnet, skulde han nu rigeligt eje.
Han behøvede kun at ønske, og det skulde ske. Og ønsket havde han, ønsket, at den Kvindeskikkelse, han skabte efter sit Hjærtes inderste Drøm, måtte fange Liv, leve op og blive levende i hans Arme, skabt af ham selv til ham selv, ej blot som de andre, i Gudernes Tjeneste, til fremmede Menneskers Lyst. Og Guderne havde svaret, at hans Vilje skulde ske.
Kongeligt lønner Guderne deres Tjenere — kongeligt, men sent — — —
Pygmalion strøg sukkende sin Hånd gennem de tynde, grå Lokker.
Dog — han rejste sig i Sædet, med Øjnene fæstede på Statuen derhenne — nu stod hun der jo! Drømmen fra Ungdommens År, Længslen fra Manddommens Tid, Galatea, uforlignelig i Skønhed og Ynde.
Dejligere end hun havde ingen Jordens Kvinde levet, skabt som hun var af de smidigste Hænder, der havde hugget i Marmor og den ømmeste Kærlighed,
