75
❧ VED GRAVEN
han se, om det var ham — å Tåbelighed — men Gud ske Lov; han åndede lettet — å, så forfærdeligt det vilde have været, om det var ham — næsten som en Dødsdom, en Dødsdom over det Liv, som han dog måtte leve.
„Undskyld,“ mumlede han og vilde stryge forbi, men standsede så og stirrede — målløs — ti dér stod jo hendes, hendes Navn, skinnende ham i Møde med tykke Guldbogstaver på den hvide Marmortavle i den grå, sneplettede Granitsten, omhængt med mørk, vild Vedbend som med sorte Lokker — hende — hendes Navn, hvor kom det fra? hvorfor stod det her? hvad betød det?
Han trådte skælvende nærmere — jo, det var hendes Fornavn, det eneste Fornavn, han kendte, men — jo, det var sandt — Efternavnet, det fik hun jo, da hun — da han — men så var det jo ham. Han vendte sig om imod ham — atter det hvide, hulkindede Ansigt med det grå Skæg og det grå Hår under Hatten — ja vist var det ham, at han ikke havde kunnet se det!
„Er hun — er hun da — død?“ stammede han.
Den anden så på ham.
„Ja, hun er død,“ svarede han, stille og roligt, som havde de fulgtes herud, som havde de ikke været skilte i atten År, men daglig levet sammen og hver Aften stået sammen her ved Graven.
Han støttede sig overvældet til Jærngitret — Stenen hoppede for hans Øjne, op og ned i Mørket som en vildhåret Dværg, der dansede på hendes Grav — hendes Grav — — —
Han følte sig så træt, så tom, så færdig — som var
