85
❧ SMÆRTENS STED
SMÆRTENS STED
an bøjede sig hastig frem på det gyngende
Hynde og rev Gardinet til Side fra Rudens Klirren
— udenfor foer Grøftens hvide Snekant af Sted,
Loftlampens Lysskær ilede langs med den gulbrune
Græsskrænt og over Plovfurernes yderste, lerede Tunger
— Lyset fra en fjærn Gård flammede højt op som et
Blinkfyr og sluktes brat i Landets tætte Mulm.
Han trak det raslende, stive Tøj tilbage, så kun Ruden sang bag det, og atter sad han på det gyngende Hynde med Hænderne knuget ned i dets Plys, presset af Iltogets voldsomme Jag, og stirrede mod den ornamenterede, hvidgrå Lædervæg lige over for ham, hvor de langstrakte Snorenæt vuggede deres gennemflettede Skygger. Den tunge Larm af Hjulene bragede op under Gulvet, og det strågule Gardin svajede, som truede det med atter at lade Landet derude komme ind. Ørnved Skov var passeret, han måtte snart være der — — ved Blodtabets Sted — han lukkede angstfuldt Øjnene. Lyset, der sluktes — Lyset, som havde viftet over den sølede Landevej ud ad Døren, som han holdt åben i Blæsten — endnu — endnu — Lyset, som flagrede over Kalkvæggen, Ridetøjet, Kavajerne og Ansigtet, det rosenrødmende, bløde Ansigt med det blonde Hårs høje Brus og de kolde, blå Øjne — — „Gå — du skal —“ en stærk Hånd pressede mod hans Skulder, „gå, gå — jeg vil det —“ og hans vigende Fod, som trængtes ud over Tærsklen, og Lyset, som sluktes, brat, idet Døren sloges i, og Vinden ensom peb gennem Bjærgfyrrenes Toppe, ensom langs med den dyndede, opkørte Landevej, hvor han sanse-
