SMÆRTENS STED ❧
88
skubbede ham fra sig med sin faste Hånd og lukkede Døren i for Lyset — —
Han greb om sin Plæd og sin Kuffert, med Øjnene rettet stift mod Stationstagets elektriske Kuppelrække.
Smærtens Sted i Mørket, var det for evigt sunket bort, lagt bag ham, og tindrede ham nu i Møde andre Lys til andre Mål?
„Ålborg — stig ud!“
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
MYRTEN
å, nu er vi der“, sagde Bonden og pegede med
Pisken.
Han rejste sig op i Agestolen og så et grønt Mostag dukke frem mellem de brede Banker, den hvide Skorsten skinnede mod den mørkeblå Middagshimmel som et tændt Stearinlys. Et Par smudsiggrå, langsnudede Får gloede ængsteligt sammenpressede ned på ham oppe fra de stejle Skrænter, der stod så tæt om Vejen, at Køretøjet lige kunde knirke sig frem gennem det dybe, gule Sand.
„Tror De så, man kan bo dér en Månedstid — når man spiser på Kroen?“
„Jow—jow, de' kan De sikkert så godt, for Datteren er skam dygti', et rent Jærn — der er jo en growli' Hoben Børn, hele fem, og Fa'ren han duer nu slet ikke — uden te' at drikke da, at sige — så siden der' Mo'r døde, er de' hinne, der har måttet holde sammel på det hele, og hun gør'et pænt, de' er både vist og san't, endda hun ikke er mer' end femten Or —
