89
❧ MYRTEN
jo, uden hinne lå såmænd hele Familien Sognet til Byrde, så vi må være glade for hinne allesammel“.
„Femten År —“ han så tankefuld hen for sig, „men når hun nu bliver gift?“
„Giwt? hæ, hæ,“ Bonden lo, „nej så towli' er da ingen — han blew jo giwt med hele Familien me' de' samme — n-ej, n-ej, det har såmænd ingen Far' — se de' er osse derfor, te han har Myrten“.
„Hvad har han?“
„Jo, han er sgu ikke så tosset endda, den Per Rimmers — ja, nu ka' De jo sjel få at se.“
De kørte ud mellem de hede Banker, og dér lå Huset på den brede Strand, lille og gammelt, med sine blå Rudeøjne med blomstrede Kappegardiner og Urtepotter over Havens Skov af hvide og røde Flox, af Natvioler og Stikkelsbærbuske, indsovet i Middagsstundens dybe Stilhed, beskygget af de løvfulde, krogede Æbletræer. Bierne surrede søvnigt om de lilla Lavendelhække, og nede fra Stranden hørtes Bølgernes sagte Kog.
Ude på Tærskelen stod en ung Pige, slank og let, med den blottede Arm skyggende for Solen — det hvidgyldne Hår flimrede hende om Panden, og i hendes Skørter hang der fuldt, som var det Burrer, af krøllede, lyse Barnehoveder, blå, nysgærrige Øjne spillede frem, og små, brune Hænder klamrede sig fast.
De kørte op langs Havegærdet.
„Pr-rr,“ Bonden halede i Linerne. „Go' Daw, lille Lise, ja, her har du din Fremmede.“
Hun kom tøvende hen til Vognen, med hele Søskendeflokken hængende efter sig.
