91
❧ MYRTEN
De sad omkring Bordet, da Lise kom ind, balancerende med en stor, brun Kande, en af de små Søskende travede i Hælene med et Par Lerkopper.
„Væ'sgo'“ hun skubbede Kanden ind på Bordpladen — hendes Øjne strejfede hastigt den Fremmede, han så op og fangede dem, disse sky, ydmygt beundrende Øjne — hvordan en Herre fra Byen så ud — men dog — var der ikke et lille, blåliggrønt Glimt, hun vel næppe selv anede, af Vrede, Anklage — her kom han og boede i deres bedste Stue, og kunde vandre frit omkring den hele lange Sommer, mens hun måtte slide for sine Søskende og denne Fader, der nu med skælvende Hænder ragede ud efter sit Ølkrus.
„Hæ — nå Lise — hwodden går'et med Kæresten?“
Hun rødmede og vendte Hovedet bort, de friske Læber åbnede sig svagt for de hvide Tænder.
Faderen klemte Øjnene sammen og lallede:
„Jow Tak — den stoer hel godt — til den Tid kommer“.
Han nikkede hen til Vinduet, hvor en lille, tæt Myrte bruste mod den grønne Rude og den solbeskinnede Have.
Hun så op og smilte — et lykkeligt, forventningsfuldt Smil, der lyste over hendes trætte, alvorlige Ansigt, hendes Øjne strejfede ham atter, ikke mere sårede og vrede, men fulde af stolt, jomfruelig Triumf, som ynkede hun ham, hvem ingen Myrte ventede.
„Men Lise, du glemmer vel et' Koen?“ manede Faderen og skottede utålmodig til Ølkanden.
„Nu skal jeg —“ hun strøg det purrede Hår bort og forsvandt hurtigt ud af Døren, lydløst på de nøgne Fødder. Men hvor knejste nu ikke hendes Nakke!
