MYRTEN ❧
92
„Hæ, hæ — ja den Myrte, den Myrte,“ lo Bonden og blinkede polisk ad den Fremmede.
Faderen slubrede from og uvidende det brune Bryg i sin tørstige Strube.
Men han rejste sig brat, uden et Ord og gik ud af den ovnhede Stue.
Langsomt vandrede han ned mod Stranden, der blinkede ham solblå i Møde, de hinsidige Kyster skinnede midsommergrønne under Middagshimlens smæltende Blå, lave og skovklædte.
Han kastede sig ned i det bløde, hvide Sand mellem de frodigt blomstrende, blå Strandasters og så ud over Fjordspejlet. En Måge flakkede lavt hen over Vandet, kresende med dorske Vingeslag. Ovre i de grønne Skove glimtede et hvidt Kirketårn frem, et Teglværk lå nede ved Bredden, rødbrunt, som en høj Myretue, et enligt Fiskerhus gnistrede med sin kalkede Mur — ikke en Lyd lod sig høre uden Bølgernes sagte Syden mellem Strandens Småsten og Svalernes Kvit-Kvit henne under de høje, gule Brinker, hvor de strålede ud og ind fra deres Redehuller.
Kysterne mødtes nede på Fjordens Bund, som endnu en grøn, sovende Sommerverden, Badehuset ude på sin Pindebro sænkede sig stift og gult i det klare Dyb.
Fjærnt ude mellem de grønne Odder fødtes to snehvide Sejl, som Luftsyner af den hede, blikstille Dag.
„Pas på! pas på!“ råbte det over hans Hoved.
Han så op — dér stod hun, løftet på den stejle Bankebrink, lille og slank, i sin rødbrune Kjole, mod det mørkeblå Himmeldyb. Hun råbte ned til sine Søskende, der legede nede ved Stranden, og af hvilke
