93
❧ MYRTEN
den mindste med Skørterne højt op om sig, på tynde, hvide Ben var vadet langt ud i det lunkne, blinkende Vand.
Hun stod lidt, som en Soldagens Nymfe, og stirrede langt ud over den middagssovende Natur, han så hendes Bryst hæve og sænke sig — så dukkede hun ned bag Bakkekammen — til Koen.
Han lagde sig atter tilbage; støttet på Albuen så han ned i den stride, blågrønne Marehalm.
Han tænkte på Myrten der oppe i den lumre Vindueskrog — dens Stilk var spinkel og tynd og let at bryde — og Fjorden var dyb — —
Men så huskede han hendes lykkelige, forventningsfulde Smil og bøjede sukkende Hovedet ned mod det hede Sand.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
VED FÆNGSELSPORTEN
un kom dansende langs Havemuren den varme
Sommerdag i den blå Skygge. Over hendes
Hoved dryppede Guldregnens gyldne Klaser, og
svulmede Syrenernes lillablå Kolber, rød Sne flagrede fra
Rødtjørnkronerne med tung Duft fra Jasminer og
Hæggemaj, Bierne surrede inde i det grønne Løvværk.
Langs Murkammen mørknede Vedbendens
hjærtebladede Ranker. Frem og tilbage, på brune Sko
dansede hun, med Hænderne på Ryggen og tilbagebøjet
Nakke, åndende Havens Vellugt med spilte Næsebor
og halvåben Mund — det gyldentblonde Hår flimrede
om hendes rødmende Kinder, de mørkeblå Øjne
smægtede i sorgløs Drømmen. En Rødtjørngren blomstrede
