5
6. Paven kan ikke forlade nogen som helst Skyld uden for saa vidt, at han udsiger og stadfæster, at den er forladt af Gud; eller for saa vidt han giver Forladelse i de Tilfælde, som ere forbeholdte ham. Foragt for disse Tilfælde har til Følge, at Brøden bliver ved at tynge.
7. Gud forlader ingen hans Skyld, uden at han jo med det samme underkaster ham sin Stedfortræder, præsten, fuldkommen ydmyget.
8. De kirkelige bestemmelser om Boden gjælde alene de levende, og intet kan i Følge disse paalægges de døende.
9. Derfor er den Helligaand gjennem Paven lempelig imod os derved, at Paven overalt i sine Anordninger undtager Dødens Stund og den yderste Nød.
10. De præster handle uforstandig og ilde, som beholde døende Mennesker kirkelig Bod for Skærsilden.
11. Denne Klinte, at forvandle Kirkestraf til Skærsildsstraf, synes at være bleven saaet, medens Bisperne sov.
12. I gamle Dage bleve de kirkelige Straffe ikke paalagte efter, men før Afløsningen, for derved at prøve, om Angeren var oprigtig.
13. De døende gjøre ved deres Død Fyldest for alt og ere afdøde fra Kirkelovene, og de ere med rette løste fra dem.
14. Ufuldkommen (aandelig) Sundhed eller ufuldkommen Kjærlighed hos den døende medfører nødvendigvis stor Frygt, og det saa meget større, jo mindre Kjærligheden har været.
15. Denne Frygt og Rædsel er i og for sig alene (for ikke at tale om andet) nok til at danne Skærsildspinen, eftersom den grænser nær op til Fortvivlelsens Rædsel.
16. Mellem Helvede, Skærsild og Himmel er der i Grunden samme Forskjel som mellem hel Fortvivlelse, delvis Fortvivlelse og Sikkerhed.
17. Det synes ubetinget at maatte være saa med Sjælene i Skærsilden, at Kjærligheden maa tage til, eftersom Rædslen tager af.
18. Det synes ikke at være godtgjort hverken ved For-
