257
LYKKE-PER
gade, hvor "Palæet" laa. Saa stod han foran Huset, ovre paa den anden Side af Gaden, hvor der var Skygge, stod han. Han saae, at der var Selskab derinde. Han kunde skimte de tændte Kroner gennem Vinduernes svære mørkerøde Silkeforhæng.
Af Frygt for at vække Opmærksomhed gik han et Stykke henimod Bredgade men vendte straks efter tilbage. Og paany løftede hans Sjæl sig anklagende mod Gud og sagde: Alt dette har jeg ofret dig! Som en udelukket Hund staar jeg her, frysende, overstænket af Gadesnavset … og dog vil du ikke vise dig barmhjertig!
Med eet trak han sig dybere ind i Skyggen ved Husvæggen. Han havde set Porten derovre blive aabnet. En lille, paraplybærende Mandsperson blev lukket ud. Hvem var det? Ivans ilfærdige Fodskifte var det ikke. Var det Eybert? Jakobes gamle Tilbeder? En latterlig Skinsyge blaffede gøglende gennem hans Sind … Da saae han ved Lygteskæret en krumnæset Profil, et graasprængt Hageskæg, et Par store, indadvendte Fødder … Aron Israel.
Som et Lynstød gik det igennem ham: Her var Frelsen! Aron Israel vilde hjælpe! At han ikke havde tænkt paa ham! "Algodheden i Menneskeskikkelse". For ham vilde det sikkert intet betyde, at han ikke længer var Philip Salomons Svigersøn. Han havde jo allerede før hans Forlovelse med Jakobe vist ham saa megen Deltagelse og røbet en saa ærefuld Tillid til hans Fremtid. Til ham kunde han tale frit.
Han fulgte efter ham ind i Store Kongensgade. Men Røsten i hans Sjæls Inderste tog igen myndigt tilorde og sagde: Gaa hjem! Hvad vil hans Godhed hjælpe? Du kender nu Guds Krav til dig. Opfyld det! Du slipper ikke udenom. Dag for Dag vil Kravet lyde fuldere i dit Øre, og du finder ikke Fred, før du enten følger Budet eller paany forhærder dig. Opsæt ikke Afgørelsen! Netop for din Stoltheds Skyld, som du er saa øm over, ting ikke om fornyet Frist! Rask til Værket! Gud venter.
Han havde sagtnet sine Skridt. Paa Hjørnet af Kongens Nytorv standsede han sin Forfølgelse. Med en Dødsdømts Blik saae
