109
virkelig givet et Stød i hende ved disse Ord. Hvem kunde han mene? dog vel ikke hende! men hvem ellers? der var jo ingen Anden — kun et Par gifte Koner; paa Lise tænkte hun ikke. Hvor faldt han da paa det? Skulde Mølleren virkelig holde af hende, og Andre ogsaa have bemærket det? Forresten var det syndigt blot at tænke saadan Noget, paa en saadan Dag! Om hun selv i sit stille Sind havde Noget tilovers for denne alvorlige, lidt tunge Mand, der havde set saa underlig høitidelig paa hende, da han trykkede hendes Haand ved Kirkegaardsporten: det vilde hun i alt Fald ikke tænke paa. — Saa var det hende da dobbelt pinligt, at dette Møllerens fremtidige Giftermaal igjen kom paa Bane. Og det kunde hos en saa umiddelbar Natur ikke være andet, end at denne Følelse ytrede sig i Knapheden af hendes Svar, i Stemmeklangen, i Miner, ja endogsaa i Bevægelser. Hvor langt var hun ikke fra at ane, at den, hun talte med, lurede paa saadanne Tegn med den yderste Anspændelse af sin Iagttagelsesevne og trolig noterede dem alle, alt imens hun med tilsyneladende ganske uskyldig Snakkesalighed fordybede sig mer og mer i Sagen.
Mølleren var, efter hendes Mening, slet ikke for gammel til at gifte sig — naar han da ikke netop vilde tage en ganske ung Pige. Men en
