111
A ha! der var det! Det var netop for saadan et Udbrud at hun havde stillet sin Fælde.
Det vilde ikke have været Hanne muligt at gjøre sig Rede for, hvorfor det var hende saa ganske særlig ubehageligt at høre Mølleren blive smeddet sammen med en Enke. Muligvis blot fordi hun undte ham det Bedste — noget Kjønt, Umiddelbart, Friskt — en varm, aaben Kjærlighed, og i sin naive Indskrænkethed forudsatte, at alt dette ikke kunde findes hos en Enke. Egen interesse havde hun ikke, ganske vist ikke — og derfor faldt det hende slet ikke ind at lægge Skjul paa sin Mening — hun, der altid havde Hjertet paa Læben.
— Synes De? spurgte Lise forundret. Virkelig?
— Ja, hvorfor da ikke?
— Han har dog allerede graa Haar ved Tindingen.
— Det klæder ham netop meget godt.
— Og undertiden har han saa dybe Rynker i Panden, saa han ser helt gammel ud.
— Det kommer blot af, at han er en tænksom Mand. Det er da ikke Noget at være bange for.
— Ja, maaske … Det kan saamænd gjerne hænd's .... Jeg synes nu alligevel, at en Enke passsede nok saa godt.
Lise havde opnaaet Alt, hvad hun vilde og kunde naa ved en saadan Samtale, og da Hanne nu
