I.
Det begyndte at blive dunkelt paa Kværnloftet.
Møllersvenden havde allerede ondt ved at se at læse. Som han sad der paa en af Sækkene, med den rynkede Pande dukket ned over Bogens Blade, sugende den ene Kind ind mellem Tænderne, mens han af og til saae tilveirs og missede med de anstrengte Øine, kunde han maaske have bragt en tilfældig Tilskuer paa den Tanke, at han havde et Geni for sig, der som saa mange Genier var kommet af fattige Forældre og nu anvendte hvert Minut, som han kunde afvinde det aandløse Trællearbeide, til at slukke sin medfødte ubetvingelige Kundskabstørst. Men dette vilde have været en Misforstaaelse. Den brave Jørgen var ikke skabt for Bog og Pen, og det Værk, som han med saa megen Anspændelse havde fordybet sig i, var en illustreret Folkealmanak.
