126
saadan Noget nøiagtig, om ikke Andet saa for andre Folks Skyld … Og det er vist, at der havde Ingen været ved Vinduet, for der var ingen Spor at se, og Jorden var saa blød, at vore egne Fodtrin de var kjendelige nok.
— Hm. Mølleren stirrede ned for sig og rystede langsomt paa Hovedet, snarere betænksomt end tvivlende. Imidlertid syntes Skovfogden at opfatte Bevægelsen paa den sidste Maade.
— Hvem skulde ogsaa have fundet paa det? tilføiede han efter en kort Tavshed … Nei, det var nok ingen Menneskehaand, der bankede der, Jakob.
Hanne, der i sin Egenskab af Medium — om end kun ved denne Leilighed — følte sig noget krænket ved Møllerens formentlige Skepsis, vendte sig imod ham:
— Det har man da ogsaa nok hørt om før, at Sjælen har saadan underlige Kræfter, især naar den skiller sig fra Legemet — hos Døende — —
— Der var det ved Christine, at hun havde saadanne Kræfter allerede ilive, mumlede Mølleren.
— Saa? virkelig? hvordan det? spurgte de to Sødskende, stærkt interesserede.
— Jo … at sige, det kom først under hendes Sygdom.
