143
en dump Brusen og Knirken. Jørgen reiste sig og gav sig til at øse Korn i Spidsestens-Tragten.
— Ja, det er jo galt, hvad skal det da blive til, Lise?
Med pludselig Kjækhed overfor Jørgens Mismod kastede hun Hovedet tilbage og lo, saa Tænderne lyste.
— Aa, jeg har da Tag i ham endnu.
Derpaa saae hun igjen ned og gav sig til at rode med Taaen i Melstøvet.
— Det værste er ligegodt Ungen. For det er som Pokker staar i det, altid skal han have den Dreng rendende i Hælene paa sig, saa man ikke kan faa fat i ham. Og saa gloer han paa En med saadan store mugne Øine … Og jeg har kjøbt Brystsukker til ham og strikket ham Sokker — Ulden har jeg saamænd betalt af min egen Løn — og naar jeg bager Pandekager, kalder jeg altid paa ham og giver ham en eller to varme lige fra Panden — hvad skal jeg da hitte paa for at faa ham god!
Jørgen kastede Skuffen hen paa Korndyngen, stak Hænderne i Lommen og indtog en meget vigtig, belærende Stilling og Mine i Betragtning af det Raisonnements Dybsindighed, som han nu agtede at fremføre, og den Menneskekundskab det vidnede om.
