148
digere Præg og navnlig var hun mere ond at se til: — Jomfru Mette!
Han kunde ikke vende Øinene fra hende.
Rummet fyldtes mer og mer af rødt Aftenlys, gjennemkredset af de regelmæssige Vingeskygger, der ogsaa foer ned over hendes Ansigt: — det blev i Lyset stedse varmere og mere tillokkende, i den hurtige Skygge bestandig mere truende. Det lille Stykke Himmel, der kunde ses gjennem den aabne Dør, steilt opreist over hvide Rugtraver og et blinkende Poppelhegn, var blygraat. Paa Omgangens faste Melstøvs-Lag spredte sig sorte Pletter med en let Smælden — som af Insekter, der slog ned.
Lise saae ud og reiste sig hurtig.
— Jeg tænkte nok, det skulde regne iaften … Se nu bare saadan du har redt mig til! vedblev hun, idet hun kiggede ned ad sig; — gaar jeg saadan ud i Regnen, saa er da det Tøi ødelagt.
Jørgen stod op og gav sig til at børste hendes Kjole med Hænderne — som hun dog strax slog ham over.
— Det skal nok ogsaa nytte stort! Nei, vi maa virkelig have en Børste.
— Børsten ligger nede i Kamret.
— Naa, saa kom da! hun tog Talerkenen, der stod paa Randen af Spidsestenstragten og gik ned, fulgt af Jørgen.
