149
Ovre i Karlekamret børstede Jørgen hende af med stor Omhu og stod saa og betragtede prøvende sit Værk, om der endnu et eller andet Steds skulde have skjult sig et melet Minde om hans dumdristige Omfavnelsesforsøg. Pludselig foer hendes Hoved frem og kyssede ham lige paa Munden.
Jørgen stod som en Støtte — dels af Overraskelse, dels vovede han heller ikke at slaa Armene om hende, for ikke igjen at mele hende til og paadrage sig hendes Vrede.
— Se saa! nu er du lige saa vidt som Mølleren — og videre, sagde hun og sprang ud i Underkjørslen, hvor hun nær var bleven kjørt over af en Vogn, der kom ind med fuld Fart.
Christian havde sin Nød med at faa Hestene standsede, da Lise kom som skudt ud af en Kanon og med et Skrig trykkede sig op ad Muren, idet hun trak Kjolen ind om sig, for at den ikke skulde blive revet itu af Svinglen.
— Halløi! det var Pokker til Hast, du havde! raabte Christian.
— Jeg har altid Hast … Hvis jeg var Kusk, skulde de tykke Brune faa Lov til at løbe anderledes.
— Aa, nu synes jeg dog, de løb godt nok.
— Ja fordi du ikke kan holde dem, naar de vil i Stald. En deilig Kudsk!
