182
fløielsbrun af frisk Pløining, og en Plov, der stod paa Held lige ved Grøften, viste, hvor de smaa Heste for nylig havde standset deres Arbeide. Et Par hvide Skyer kastede deres Speilstøtter henover det blanke Sund. I de brunt anløbne Bøgekroner over Mostaget spillede Septembersolens Straaler med urolig Glimren, medens dens Lys i brede, rolige Striber skjød sig ind her mellem Granstammerne.
— Jenny, Jenny — —!
Hun havde en eiendommelig Maade at udslynge sit Lokkeraab paa, en lille contant Melodi. De første fem-sex »Jennyer« kom crescendo i rivende Fart efter hinanden paa samme Tone, saa, efter en lille Pause, sprang Stemmen en Oktav op og gik i halve Toner ned paa Slutningen: »lille Jenny«, idet den delte Ordene og gav hver af de fremstødte Stavelser et særligt Smeld, saa de skingrede vidt igjennem Skoven. Der var noget underligt Indsmigrende, Lokkende og Kjærtegnende i dette Raab, og Mølleren holdt af at lytte til det som til en Musik fuld af frisk Skovstemning — og dog saa helt anderledes end den, der vibrerer i et Valdhorns Klang, hvor der lurer noget af Jagtgrumhedens æggende Vildskab, medens denne var from og beskyttende, en mild Skovfes Besværgelse.
— Idag vil den nok ikke komme, sagde han
