199
— Hun? ja hun holder jo da meget af dig — og af Hans med, saa jeg veed da ikke hvem hun heller skulde ville have til Mand.
— Hm … Det er blot … om maaske inde i Kjøbenhavn — hun maa jo der kjende mange mere dannede Mennesker … forgangen Vinter var hun jo igjen derinde, og saa tænkte jeg maaske — —
— Nei, nei — der kan du være ganske rolig, hun har ikke haft Giftetanker … og det er jo ellers snart paa Tide, at hun faar en Mand, for det er nu Kvindens Bestemmelse … Og saa desuden, ser du, naar det er Guds Villie, at det er den Vei du skal komme frem ad, se saa kommer den jo ogsaa nok til hende, for den kjender ikke til at gaa feil, saadan som vor egen syndige Villie, især naar den er forblindet af Lidenskab.
Mølleren saae beskjæmmet bort — han vidste kun altfor vel, hvor hans egen syndige Villie, forblindet af Lidenskab, nær havde forvildet sig hen, og han var glad ved at den Anden ikke kunde læse hans Tanker.
— Ja, saa vilde vi jo blive Svogre, Vilhelm! sagde han, for at hans forlegne Taushed ikke skulde blive paafaldende.
— Og det vilde da heller ikke være det værste, lo Skovfogden.
