198
— Ja, hvad skal det sige »overdrive«? hvordan kan vi Mennesker —?
— Nei, nei, det sagde hun jo ogsaa, at det skulde jeg ikke lade mig afskrække af — de havde maaske i Grunden Ret.
— Naa saadan.
— Og saa en Times Tid derefter bankede det paa Hannes Vindue, just som Christine døde i mine Arme … det er dog ikke til at tage feil af.
Skovfogden nikkede og stirrede taus ud i Luften. Hvad Mølleren nu havde sagt ham, syntes han kom saa underlig som en Bekræftelse paa det, han selv lige havde tænkt om hans »Vækkelse«. Naar Christines tidlige Bortgang var det Stød, der havde været nødvendigt for at hans Natur skulde miste sin altfor jordiske Ligevægt: var det saa ikke nu aabenbart, at Hanne var udset til at give den en alvorlig saliggjørende Retning mod det Hinsides, og føre ham til den Frelser, som han hidtil kun havde bekjendt med Læberne?
— Jakob, spurgte han, skal jeg sige det til Hanne?
— Aa nei, det synes jeg dog ikke du skulde saadan nu strax … Maaske senere en Gang … forresten, det maa du ligesom du selv synes. Men det var ogsaa det, jeg vilde spørge dig om — synes du — troer du at hun … nok vilde have mig?
