207
Denne Gang vilde det ingen Ende tage med Latteren. Det var altfor kildrende morsomt: denne Krybskytte, som Raadyret uden Fare gik og snuste om, og de to Forliebte, der snakkede om Menneskevilliens Syndighed.
Iøvrig var det kun Svendene og Drengen, der lo rigtig ud. Per holdt snart op, med en ubehagelig Fornemmelse af, at Lystigheden egentlig gik ud over ham. Og hvad Lise angik, saa stemmede hun neppe nok med i. Hun blev rød i Hovedet og rynkede Panden. Dette var jo den blodigste Haan af Skjæbnen! Broderen skjult i Grøften og angst for at Jenny skulde røbe ham — var dette Billede ikke et fuldendt Symbol paa Krybskyttefamilien Vibes Nederlag og Skovfogedhusets Seir?
— Naa, nu er det nok ellers paa Tide, at jeg kommer hjemad, afbrød Peer endelig Munterheden. Han slyngede et langt Uldsjawl tre Gange om Halsen, knyttede det forsvarlig under Hagen og knappede Jakken over det. Saa reiste han sig, greb sin Stok og bød Godnat.
Lise fulgte ham gjennem Kjøkkenet ud i Forstuen.
— Peer, du husker nok hvad du lovede mig.
— Ja vel, ja vel! men den Gang, kan du vel begribe, lod det sig ikke gjøre.
— Nei, men saasnart du kan.
