208
— Ja, ja, det er blot — den er sgu vanskelig at komme paa Skud, for nu holder den gjerne til henne ved Huset. Forresten kan jeg ikke begribe —
— Jeg har jo sagt dig, at det er det Halsbaand —
— Aa, der er sgu ikke saa stort ved det Smule Halsbaand — lidt Nysølv — kanske ogsaa Klokken er rigtig Sølv, for den klinger saa fint — men hvad Fanden —
— Ja men, naar jeg nu vil have det.
— Ja, naar et Fruentimmer vil Noget, saa er Pokker løs, det veed vi jo nok
— Jeg skal strikke dig tre Par Sokker — af det allerbedste Uld.
— Ja, dem kan jeg saamænd komme til at trænge til. Naa, strik du bare væk, min Tøs, du skal nok faa Halsbaandet. Farvel!
— Farvel Peer.
Lise gik ind i sit Kammer, tændte en Lysestump og satte sig paa Sengen. Hun rugede over denne fixe Idé, der var bleven saa levende ved Broderens Besøg og Fortælling. Men i dette Øieblik var Hovedpunktet ikke længere den mystiske Forestilling om en Kraft, som hun vilde berøve sin Medbeilerske ved at faa Jenny skudt, men den ganske realistiske Tanke om at volde hende Smerte, som hun hadede.
