11
ærgrede han sig, da i det samme Axlen tog paa at rumle, som om den var rasende, og Hjulet at snurre som besat, og Mel hvirvlede ud af Sprækkerne i Sigte og Melkar og samlet til en hvid Sky ligesom Damp slog ud af Døren; det var som om Møllen sagde: »Se saa, nu skal vi rigtig til at tage fat!« Tage fat? Fanden heller! Paa den Tid af Døgnet! Hele Dagen igjennem havde han slidt som et Bæst; for nu, da Konen laa syg, tog Husbond sig jo ikke af nogen Ting, og der var saa meget at gjøre, saa man næppe fik Tid til at stoppe sin Pibe. Først for en Times Tid siden havde han kunnet tage sin Bog lidt frem, og den Herlighed havde ikke varet længe. Det var rigtignok en halv Time før de pleiede at holde Fyraften, og egentlig skulde der være spidset noget mer Korn til imorgen, — men Pokker staa i det, om han kunde arbeide mer — han kunde ikke holde Tankerne sammen! For Exempel, om han allerede en Gang havde set paa det Korn, der nu var i Spidsestenen? hvad vidste han! forresten kunde man jo ikke længer se paa det, uden man rendte helt ud paa Omgangen med Spanden. Der var dog ingen Mening i at man skulde slide sig op!
Derimod var der megen Mening i paa denne Tid at slaa en Passiar af sammen med Lise, naar hun gjorde i Stand i Karlekamret; Christian var
