10
knirkede og snurrede og peb, og lod disse velkjendte Møllelyde føre et prosaisk men velgjørende Sprog til ham om det daglige Arbeide, om at passe sine Sager og ikke falde i Staver ....
Jørgen stod op og lagde Almanakken paa Kværnkassen efter at have renset en tilstrækkelig Plads for den med sit Frakkeærme. Saa trak han den flade Jernspand op af Hullet, rystede den, og stirrede prøvende paa Kornet; det var imidlertid ikke muligt at se, om det var tilstrækkelig renset, men saavidt han kunde huske, havde det været temmelig længe i Spidsestenen. Han kom det uden videre paa Sortermaskinen, øste et Par Skufler Korn ned i den tragtagtige Trækasse og aabnede for Slusen, saa det lød som om Vandfaldet med dobbelt Magt bruste ned igjennem Møllen, medens han atter satte Spanden ned i Hullet og med Hælen stampede det lange Jernhaandtag fast mod Randen. Saa fandt han sin Snadde paa en af Kværnene og forsøgte at faa en Svovlstik til at tænde i den sammenpressede Aske, som han haabede endnu dækkede over noget Tobak. Gjennem en Dør, der stod paa Klem bag Sortermaskinen, flagrede Spurve ind og ud, kvidrende og pippende, idet de gjorde sig tilgode med de spildte Korn. Jørgen syntes, at de gjorde Nar af ham, der maatte staa der og passe Møllen, for at de kunde leve høit. Men især
