227
for det Godes Skyld har en Enesamtale med Læreren, efter at de Andre har forladt Klassen.
— Naa, Lise! hvad er der saa i Veien?
— Aa, der er saamænd ikke saadan Noget i Veien, Husbond — Andet end at det kom saadan over mig, at jeg har vænt mig saadan til Møllen og Gaarden her, saa det er saa drøit at tænke paa, at jeg snart maa bort.
Hun klippede med Øinene og var paa Nippet til at græde igjen. Men i Mølleren havde det givet et Sæt.
— Skal du bort? hvorfor det da?
— Jo, det maa jeg da, naar nu Husbond gifter sig.
Mølleren støttede sig med begge Hænder paa Randen af Disken, idet han strakte Armene stift ud og lænede sig lidt bagover.
— Hvad er det for noget Snak? hvem siger, at jeg gifter mig.
— Aa, det kan jo være det samme hvem der siger det, men det veed jeg nu, at Husbond snart gifter sig igjen — med Frøken Hanne i Skovfogedhuset, og det kan jo ogsaa være meget rimeligt.
Mølleren tav et Øieblik. Han fandt ikke Mod til at sætte en direkte Benægtelse mod denne Beskyldning.
