Side:Møllen.djvu/240

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

228

— Det er noget dumt Sludder, udbrød han. Man kan heller ikke komme i et Hus, hvor der er en ung Pige, uden at strax alle gamle Kjærlinger — — Forresten — om Giftermaal har der ikke været talt et Ord mellem Frøken Hanne og mig.

— Nei, det kan jo gjerne være, naar Husbond siger det — ellers skylder jo Husbond ikke mig noget Regnskab, — naar Husbond vil gifte sig — —

— Og saa veed jeg jo slet ikke heller, om hun vil have mig.

— Ih Kors! det kan Husbond da nok vide, hun vil!

Dette Udbrud kom saa troskyldig, og hun ledsagede det med et saa overbevist Blik, at der ikke kunde være nogen Tvivl om hendes Hjertes Mening, at enhver Pige, der var ved sine fulde Fem, maatte prise sig lykkelig ved at faa Høimølleren til Mand. Den saa almindelig Attraaede saae ned paa sine Støvlesnuder og følte, at han blev rød i Hovedet, ikke blot af kildret Forfængelighed men endnu mer fordi dette naive Tillidsvotum saa tydelig vidnede om hendes egen Forelskelse.

— Nei, det manglede bare, at hun skulde give Husbond en Kurv! … saa naar Husbond vil gifte sig — —

— Ja men, saa hør da nu, naar jeg siger dig, at der slet ikke har været Tale om det — mellem