235
Yndlingssyssel i sine Fritimer at lave »Naturborde« især til Blomster, saadanne som det, der velbesat indtog Hjørnet mellem Sofa og Vindu. Dog vilde det, som han nu med særlig Omhu søgte Materiale ud til, langt komme til at overgaa hint, ja Alt hvad han hidtil havde skabt; — det skulde efter hans dristige Plan paa kandelabreagtige Forgreninger rundt om Hovedpladen kunne optage mange enkelte Urtepotter, og det var bestemt til at smykke Dagligstuen i Høimøllen.
— Det bliver dog nok mit Mesterstykke, dette her, mumlede han med et Smil.
— Ja, det troer jeg, svarede Mølleren. Jeg er blot bange for, at jeg kommer tilkort med Blomsterne. Naar Christine havde levet endnu, saa havde det været en anden Sag, for hun havde saadan en lykkelig Haand.
— Ja. det er sandt. Hvor Blomster skal trives rigtig, der maa der et Kvindemenneske til. Os Mandfolk bryder de sig nu en Gang ikke om, naar det da ikke netop er en Gartner. Det er ligesaadan med Hanne — se, hvor det blomstrer.
Han pegede med Pibespidsen over Skuldren hen paa Blomsterbordet og lo i Forbigaaende til Mølleren, med en hemmelighedsfuld fortrolig Blinken: — hvad det angaar, behøver du altsaa ikke at gjøre dig Bekymringer; det bliver ligesaadan hos dig.
