II.
Hans Lunge, der mange Timer itræk kun havde indaandet Møllens beklemmende og vamle Atmosphære fyldtes pludselig af frisk Søluft, som blev drevet imod ham af en ret livlig Nordost, saasnart han gik lidt frem paa Omgangen og kom udenfor Mølleskrogets Læstrøg. Den riflede Sundet, der skinnede som anløbet Metal, og udover Himlen havde den spredt vifteformige Taager og sammenrullede Smaaskyer, der seilede og svævede imellem hinanden, de fleste med Solrøstets Glød over sig, nogle allerede solforladte, blegnende i grønlig Graanen, enkelte, som Aftenrøden endnu ikke var naaet op til, lysende med det farveløse Dagskjær. Hvor Solen var gaaet ned, laa et dunkel-violet Skybjerg.
Det var mod denne Himmel at Jørgens Møllerøie strax instinktmæssig rettede sig for at se, om dens Physiognomi ikke frembød Tegn, af hvilke hans Erfaring, der nu var rustet med hele Almanakkens
