I.
Da Lise havde vendt sig tilstrækkelig i Sengen og gnedet sine Øine saa klare, at de kunde se Noget, var der et mat Dagskjær i Værelset. Vinduet havde intet Rullegardin, men det saae ud som om der var et, og det et meget mørkegraat et: saa tæt stod Taagen derude, saa ganske uden det mindste gyldne Glimt af Sol og uden den ringeste Stribe eller Plet af Farve var denne triste Novemberdags Opvaagnen. Raagerne ude i Trætroppene kraklede ligesaa hæst, som Gryet var graat; og da Hanerne nu begyndte at gale — Møllehanen og Dragehanen svarende hinanden — var der intet Vækkende i deres Dagsang, men det lod som om de i Nattens Løb havde slugt en umaadelig Mængde Taage og nu gav sig til at rømme sig og gylpe den ud med stort Besvær.
Og Lises Opvaagnen var ikke muntrere. Hendes første Tanke var Ugedagen: det var Fredag. Der
