274
var derude, saa var det dog blæsende nok. Men denne Banken lød ganske anderledes, slet ikke stærkere, men fastere, sikkrere — og hun hørte det strax. Hun hævede Hovedet lidt fra Puden og stirrede hen mod Taagegardinet.
Længe lod Phænomenet ikke vente paa sig. Det bankede — og det var ikke som ude hos hendes Medbeilerske en mystisk Astral-Haand, der bankede: nei, over Vinduesrammen viste sig en meget reel, krudtsværtet og blodplettet Næve, og under den var der Noget der blinkede; — det forsvandt snart bag Rammen, men den Smule, man kunde se, blinkede sælsomt farveløst — ganske som om denne Næve pressede Taagen saadan, at der dryppede store, blanke Draaber ned.
Med et ivrigt, lydløst Kattespring var Lise ude af Sengen og stod ved Vinduet.
Nedenunder den krudtsværtede, blodplettede Næve og i tilbørlig anatomisk Forbindelse med den stod Peer Vibe, med en Pelshue, hvori hver strittende Haarspids havde en tindrende Perle, med sit uhyre Uldtørklæde viklet et Par Gange om den korte Hals og lidt op over den meget sortstubbede Hage, med en Bøsse over Skuldren og med Benene stikkende — ikke i Fedtstøvler, det man kunde se, men i et Par Hylstre af klumpet Ler prydet med Bundter af vissent, vaadt Løv og
