298
Hun nikkede.
— Alene?
— Alene! raabte hun og nikkede leende.
— Husbond — komme hjem?
— Imorgen.
Han løb ud paa Omgangen. Hun fulgte efter og saae ham vikle Jernkjæden løs. Saa traadte hun igjen ind paa Loftet og blev næsten forskrækket over den uventede Stilhed. Det knagede kun tøvende foroven, Gaflerne dreiede sig langsomt og stod saa stille — Alt tav. Efter den forrige virksomme Kjæmpelarm virkede denne Dødsstilhed næsten trykkende. Hun var slet ikke forberedt derpaa, thi skjøndt hun nu snart havde tjent et Aar i Møllen, var hun ganske ubekjendt med dens Indretninger, som hun da overhovedet ikke plagedes af unyttig Nysgjerrighed og kun tog Notits af Sager, som kunde tjene hendes Interesser. Men paa dem rettede hun til Gjengjæld sin Opmærksomhed med den største Kraft.
— Hvorfor gjør du det? spurgte hun Jørgen, der nu traadte ind.
— Jeg gider ikke arbeide idag.
— Jo vist skal du arbeide! Jeg er jo netop kommen for at hjælpe dig.
— Du? lo han. Du forstaar jo ikke Noget af det.
