297
— Min Mand, min Mand, brølede hun ham ind i Øret.
Han traadte et Skridt tilbage og spærrede Øinene op.
— Giftermaal?
— Snart — i Byen — Kongebrev.
Jørgen stirrede endnu noget vantro paa hende.
— Det er sandt, raabte hun gjennem de hule Hænder og nikkede flere Gange energisk.
Jørgen vidste i sin Overraskelse ikke, om han skulde le eller græde. Han indsaae vel, at alle Fornuftgrunde talte for at han burde glæde sig ved sin Medsammensvornes Seir, og dog følte han et Stik i Hjertet. Og han gloede udtryksløst paa hende.
— Naa, er du stum? bliver du ikke glad!
Han svarede ikke, men pegede paa Halsbaandet, som han nu blev opmærksom paa.
— Jenny — min Broder — skudt.
Han nikkede forstaaende. Nu erindrede han hin Augustaften, da hun havde siddet der og betroet ham, at hun vilde overtale Broderen til at skyde Raadyret. Det var altsaa virkelig gaaet saadan, som hun havde tænkt sig. Ham forekom det Hele eventyrlig uhyggeligt.
— Hans? raabte han pludselig og pegede gjennem den aabne Dør ud, hvor man kunde se Sundskoven.
