296
Rumsteren som af en indespærret Kjæmpefugl, der slog med sine Vinger mod Burets Stænger for at sprænge det. Og Alt dette trængte sig saa meget voldsommere ind i Øret, som Øiet næsten ingen Bevægelse saae. Kun fire af de sex »Gafler«[1], der oventil forsvandt i Loftet, blev voldsomt rystede, mens de i vanvittig Fart snurrede om deres Axer — saa at de stod uden Omrids ligesom Luftsøiler, medens alle smaa Uregelmæssigheder — Splinter eller Knaster i Træet — dannede lyse Ringe i Rummet.
Godt og vel et Minut stod Lise bedøvet og fortumlet der ved Trappen. Saa traadte hun et Par Skridt frem og opdagede først nu Jørgen, der sad foroverbøiet paa en Sæk med Hovedet støttet i sine Hænder.
Hun kom helt hen til ham, uden at han mærkede det, og heller ikke da hun kaldte ham ved Navn, rørte han sig. Saa bøiede hun sig frem og lod Halsbaandets lille Klokke klinge ved hans Øre. Vækket ved Berøringen foer han op.
— Aa, er det dig? Jeg troede det var Husbond. Han er altid efter mig.
Hun kunde kun høre Ordet »Husbond«.
— Min Mand er kjørt ud, raabte hun.
— Hvem?
- ↑ ɔ: Axler til Kværnene og Spidsestenene.
