318
Hun havde ganske glemt, at hun jo havde besluttet at være deroppe, naar Hatten skulde dreies. Han huskede det nok, men havde slet ikke Lyst til at forlade hende.
Jørgen var kommen nogle Trin ned ad Trappen, da et Udraab af Lise fik ham til at vende sig om. Hendes Kjole var bleven hængende fast ved en Splint af Persebommen.
— Den fordømte Bjælke! mumlede hun.
Ved den Bevægelse, hvormed hun vendte og bøiede sig for at gjøre Kjolen løs, var der noget Ubestemmeligt, som gjorde Jørgens Beruselse til Drukkenskab. Han tumlede op ad Trappen — de styrtede begge paa det øverste Trin, og han slog sit Hoved mod Persebommen, saa det sortnede for ham, men blev ved at holde hende fast omslynget. Med de stift udstrakte Arme trængte hun ham tilbage og stirrede paa ham med et vildt og sky Blik.
Saa trak hun ham graadig til sig.
